Historie
Den berømte franske humanitære forkæmper,
klunser og politiker Abbé Pierre har den
oprindelige ære for den danske bevægelse,
der skulle blive til Aktion Børnehjælp.
Abbé Pierre
1950 - og 60'erne
Abbé Pierre (Henri Grouès) vakte i 50-erne opsigt i Frankrig med sine klunserlejre, der gav overskud til et stort hjælpearbejde til Frankrigs fattige boligløse. I 1955 kom Abbé Pierre til Danmark for at fortælle om sit arbejde. Hans motto "Først at hjælpe dem, der lider mest" vandt respekt, og da hans fattigdomshjælp havde opnået international skala, opfordrede han de tilstedeværende til at deltage.
I starten af 60-erne rejste mange danskere derfor til Abbé Pierres klunserlejre. 1965 blev tilstrømningen af hjælpearbejdere i Frankrig så stor, at Abbé Pierre oprettede sine første internationale klunserlejre i Normandiet. Her deltog 60 personer fra Danmark. Abbé Pierre opfordrede deltagerne til at starte mælkeforsendelser til Indiens fattige børn. Han foreslog bl.a. Mother Teresas organisation, der arbejdede ihærdigt for Indiens nødlidende, som modtager.
Herefter besluttede en kreds af danskere at lave en klunseraktion for at rejse penge til en mælkeforsendelse til Mother Teresa. De nedsatte en bestyrelse, der blev det egentlige startskud for Aktion Børnehjælp. Organisationens første navn blev "Abbé Pierres klunsere, S.O.S. Tørmælk". I de følgende år skaffede den penge til mælkeforsendelser ved at klunse brugte genstande, der solgtes for at dække udgifter til månedlige mælkeforsendelser.
I 1969 afholdtes klunserlejre i 48 større danske byer med 4000 deltagere fra 28 lande. Daværende statsminister Hilmar Baunsgård hørte om lejrene og indvilligede i at være præsident for dem. Abbé Pierre blev efter lejrenes afslutning modtaget på Københavns Rådhus. Bevægelsen var slået igennem og netværket af danske hjælpearbejdere opnåede stor støtte hos den danske befolkning.
1970'erne
I starten af 70-erne fik folkene i "Abbé Pierres klunsere, S.O.S. Tørmælk" mindre tid. Faste arbejdstider og småbørn lagde hindringer i vejen. Samtidig blev organisationen officiel repræsentant for Mother Teresa i Danmark pga. af mælkeforsendelserne. Navnet blev ændret til "S.O.S. Tørmælk" da flere skoler støttede arbejdet, klunsearbejdet blev neddroslet og hovedbidragene blev nu tilført fra i alt 1000 danske skolers indsamlinger.
Samtidig udvidedes viften af aktiviteter i organisationen og i 1971 lancerede "S.O.S. Tørmælk" et fadderskabsprogram "Undervisningsprogrammet". På det tidspunkt havde mælkeforsendelserne hjulpet omkring 8000 børn til at overleve i 6 år. Mange børn havde nået skolealderen og mange ønskede at give børnene undervisning. Formålet med mælkeforsendelserne var da også, at børnene via bedre helbred kunne deltage i og ændre det indiske samfund. Det, der manglede, var passende undervisning. Undervisningsprogrammet førte til et samarbejde med flere projektpartnere, hos hvem børnene modtog bøger, transport, undervisning, mad og medicin, udover den tryghed og støtte, der var i at høre til på et hjem eller en skole, hvor dygtige indiske medarbejdere påtog sig arbejdet.
I 1974 kom Mother Teresa til Danmark for at takke de danske skoler.
Møderne med skolerne blev uforglemmeligt.
Hun bevidnede at hjælpen gav store resultater:
"Mælken har haft en vidunderlig virkning på vore slumbørns helbred.
Fra rene skeletter har børnene udviklet sig til normale, sunde børn
og har på ny kunnet løbe omkring, tale og le".
Samme år startede "Aktion tæpper og tøj". Overalt i landet begyndte folk at strikke tæpper og tøj til Mother Teresa i Indien. Denne bevægelse fortsatte sin udvikling og er i dag en vigtig aktivitet, hvor der to gange årligt afskibes containere til Indien med strikkede tæpper og tøj. I 1977 modtog "S.O.S. Tørmælk" Albert Schweizer prisen. Abbé Pierre overrakte prisen på 17.791 kroner til Aktion Børnehjælps næstformand. Pengene sendtes til Kanyakumari, der så kunne købe fire krydsningskøer.
Dette var starten på en ny type hjælpearbejde: økonomisk støtte til specifikke projekter i Indien.
70-erne blev det årti, hvor traditionen for dansk humanitært arbejde slog igennem for alvor. Nye organisationer begyndte at konkurrere om skolernes gode vilje. Skolernes bidrag til "S.O.S. Tørmælk" faldt, men samtidig havde organisationen held til at tiltrække ny finansiering. Mælkeforsendelserne fortsatte ved supplerende hjælp fra et voksende antal private bidragydere, fonde samt Mother Teresas medarbejdere i Norge, Sverige, Finland, Færøerne, Island, Grønland og Tyskland. Et andet vigtigt perspektiv i det menneskelige grundlag for arbejdet skulle samtidig vise sig i fremvæksten af lokalkomiteer i Danmark, primært Jylland. I 1971 blev de første lokalkomiteer etableret i Roskilde og Frederiksberg.
1980'erne
Fra 1981 til 1988 kom ti nye lokalkomiteer til. Her varetages opgaver som: oplysende virksomhed (foredrag, udstillinger, film, lysbilleder), julemarkeder samt drift af genbrugsbutikker og visse steder drift af modtage- og pakkecentre for strikkede tæpper og tøj til Mother Teresa.
1986 skiftede organisationen navn fordi Abbé Pierre meddelte, at han ikke længere ønskede andre end hans egne klunsersamfund brugte hans navn. Navnet blev "Aktion Børnehjælp, Mother Teresas Medarbejdere i Danmark". Arbejdet fortsatte med talrige aktiviteter på dansk jord samt overførsler af økonomisk støtte til børnehjælpsprojekter samt af tæpper og tøj, specialblandet mælkepulver samt administration af fadderskaber. Samme år trådte Aktion Børnehjælps formand siden organisationens start, Grete Lauritzen, tilbage, og den daværende næstformand, Finn Olsen, overtog formandsstolen.
1990'erne
Ï 1994 meddelte Mother Teresa, at hun ønskede at bidrage til Indiens udvikling ved at købe mælkepulver lokalt og mente at Indien kunne producere mælkepulver med samme høje kvalitet som Danmark. Derfor udvidede Aktion Børnehjælp sin støtte til andre partnere i Indien. Da Mother Teresa i efteråret 1995 meddelte, at hun ønskede mælkeforsendelser fra Danmark genoptaget, var finansieringen af mælken derfor et reelt problem. Hovedvægten af hjælpen gik nu til andre indiske børneprojekter. Alligevel blev man enige om at "Aktion Børnehjælp - Mother Teresas Medarbejdere i Danmark" skulle stå for bestilling, forsendelse og forudbetaling af mælken.
Samtidigt ønskede Mother Teresa ikke længere at organisationer verden over kunne indsamle penge i hendes navn. Det var tid til endnu et navneskifte og navnet blev derfor forkortet til "Aktion Børnehjælp".
1995 gennemførte Aktion Børnehjælps sekretariatsleder Klaus Iversen en rundrejse til de partnere, der, efter ophøret af mælkeforsendelserne, udgjorde Aktion Børnehjælps forlængede arm i Indien. Rundrejsen lagde grundstenen for udviklingen af projektsamarbejdet i sidste halvdel af 90-erne. Den tættere kontakt højnede kvaliteten i kommunikationen, dokumentationen og planlægningen af børnehjælpearbejdet. Indtægtskilderne var fortsat private bidrag, fonde, offentlige midler, arv mv., og samarbejdet indebar nu hyppigere besøg samt projekttilsyn, planlægning og evaluering.
Aktion Børnehjælp i dag
Aase Toftager, der i 1971 havde startet Aktion Børnehjælps fadderskabsprogram, undersøgte mulighederne for, indenfor fadderskabsprogrammets rækker, at samle en gruppe mennesker, der kunne indtræde i bestyrelsen. Dette initiativ lykkedes, og i november 2002 satte Aase Toftager sig i formandsstolen, hvor hun fortsatte til foråret 2007, hvor bestyrelsesmedlem Naja Kastanje overtog formandposten.
I efteråret 2006 etableredes Projektudvalget, der overtog den opgave, bestyrelsen hidtil havde haft med vurdering, monitorering og evaluering af de støttede projekter, og i efteråret 2008 etableredes Informationsudvalget, der fik til opgave at stå for Aktion Børnehjælps udadvendte kommunikative aktiviteter som f.eks. Aktion Børnehjælp Nyt og PR.
I de senere år har Aktion Børnehjælp indledt samarbejde med flere nye indiske og en enkelt afrikansk partner.
Indsatsen i lokalkomiteer, genbrugsbutikker, på sekretariatet, i arbejdsgrupper og bestyrelse er kontinuerlig takket være talrige frivillige medarbejder. En del af Aktion Børnehjælps medarbejdere har været i Indien, hvor de i kortere eller længere tid har besøgt de forskellige samarbejdspartnere og de mange projekter.
Aktion Børnehjælp fortsætter således sin indsats i form af fadderskaber og børneprojekter, der fokuserer på skolegang, uddannelse, integration af børnearbejdere, gadebørn, truede piger, forhenværende kriminelle børn i projekter, der giver husly, ernæring, sundhed, undervisning og rekreative oplevelser til mange af de udsatte børn i Indien.
|
