Vedtægter
Gældende VEDTÆGTER for den selvejende institution AKTION BØRNEHJÆLP
§ 1. Den selvejende institutions navn er Aktion Børnehjælp. Institutionens hjemsted er Københavns Kommune.
§ 2. Institutionen er i 1965 oprettet ved overtagelse af aktiver og passiver fra indsamlingerne S.O.S. Tørmælk, Abbé Pierres Klunsere og S.O.S. Tørmælks Undervisningsprogram efter generalforsamlingsbeslutning i foreningen Abbé Pierres Klunsere i Danmark. Institutionen har også arbejdet under navnene S.O.S. Tørmælk, Mother Teresas Medarbejdere, Abbé Pierres Børnehjælp, Abbè Pierres Børnehjælp -Undervisningsprogrammet, Aktion Børnehjælp - Undervisningsprogrammet og Aktion Børnehjælp - Fadderskabsprogrammet.
§ 3. FN's konvention om barnets rettigheder samt Abbé Pierres og Mother Teresas tanker og arbejde indgår som vægtige elementer i institutionens idegrundlag.
§ 4. Institutionens formål er
- at forbedre forholdene for børn og unge i udviklingslande -uddannelsesmæssigt, sundhedsmæssigt, socialt og på anden vis
- at udbrede kendskab til omtalte børns og unges livsvilkår og relaterede forhold – inklusive børns og unges rettigheder
§ 5. Midlerne til opfyldelse af disse formål fremskaffes ved offentlige indsamlinger, tegning af fadderskaber, genbrugsbutikker eller på anden måde. Indsamlede midler, der omfattes af lov om offentlige indsamlinger, og som ikke er anvendt i regnskabsårets løb, overføres til uddeling i efterfølgende år.
Overskud i øvrigt fordeles efter bestyrelsens bestemmelse under hensyntagen til formål og gældende lov.
§ 6. Institutionen er selvstændig og eneansvarlig for dispositioner, der træffes i medfør af disse vedtægter. Overfor tredjemand hæfter alene institutionens aktiver for de institutionen påhvilende forpligtelser.
§ 7. Institutionen ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer. Bestyrelsen er selvsupplerende. 1/3 af bestyrelsen er på valg hvert år i april måned efter anciennitet -genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen er ulønnet.
Bestyrelsen vælger af sin midte en formand og en næstformand. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når halvdelen af bestyrelsen er til stede. Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er et forslag forkastet.
Ved følgende beslutninger kræves 2/3 majoritet af den samlede bestyrelse:
a. beslutning om vedtægtsændringer
b. beslutning om hjælp til nye samarbejdspartnere og væsentlige ændringer i igangværende hjælpeydelser
c. beslutning om køb eller salg af fast ejendom og pantsætning
d. beslutning om institutionens ophør
e. valg af nye bestyrelsesmedlemmer
§8. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg -også udenfor sin egen kreds -til særlige opgaver, herunder oprette lokalkomiteer. Bestyrelsen bestemmer da sådannes kompetence og arbejdsområder.
§ 9. Bestyrelsen tegnes af formanden og yderligere et medlem eller næstformanden og yderligere et medlem. Bestyrelsen kan give prokura.
§ 10. Institutionens regnskabsår er 1. januar til 31. december, startende d. 1/1-2010. Årsregnskabet skal forelægges bestyrelsen senest 30. april. Institutionens regnskab skal revideres af en af bestyrelsen udpeget registreret/statsautoriseret revisor.
§ 11. Ved ophør af institutionen skal institutionens midler primært anvendes efter bestemmelserne i §4. Er dette ikke muligt, overdrages de til en beslægtet organisation efter bestyrelsens valg.
Således vedtaget med seneste ændringer den 18. marts 2009
Naja Kastanje, formand
Mikala Thøger, næstformand
Knud Rehder
Ole Heger
Maj Kastanje
Maria José de Prado
|