SDD
|
Jacob Møller, medlem af Aktion Børnehjælps bestyrelse og projektudvalg, besøgte i januar 2010 en lille græsrodsorganisation, Society for the Development of the Depressed (SDD), i Chetpet nær Chennai i Indien.
|
| Dette skete efter projektudvalget havde behandlet ansøgning om et nyt samarbejde. SDD havde mistet deres tidligere partner grundet den økonomiske krise.
Besøget og den efterfølgende behandling i projektudvalget og bestyrelsen har udmøntet sig i at vi nu har glæden af at sige velkommen til en ny partner.
Vi har i første omgang valgt at finansiere SDD’s spændende aktiviteter i dette år, med henblik på et længerevarende samarbejde.
|
 |
Aktion Børnehjælp støtter fire forskellige aktiviteter hos SDD:
Lektiecafeer:
I 6 landsbyer giver SDD børnene gode rammer for at læse lektier. Ca. 40 børn samles i hver by, fx under en stor lygtepæl (for at have lys) eller ved den lokale kirke. Der er i hver lektieklub tilknyttet en lærer (som kan være en studerende i slutningen af gymnasiet), der hører eleverne eller giver dem små instruktioner på en lille tavle. Eleverne samles med jævnaldrene på samme klassetrin og sidder så i cirkler, hvor de øver sig i dagens lektie og hjælper hinanden ved at skiftes til at høre hinanden. Ved hjælp af lektiecafeerne er det meningen at eleverne ikke skal tynges af, at mange af forældrene ikke har ressourcer til at hjælpe dem med læsningen.
Computercenter:
SDD har et minicomputercenter i udkanten af Chetpet. Her kan ca. 40 børn komme og få undervisning i brug af forskellige programmer, efter skole og i weekenden.
 |
| De større børn kan sidde selv og de mindre børn sidder sammen og får hjælp af den tilknyttede lærer. Aktion Børnehjælp har finansieret køb af to nye computere, hvilket vil give mulighed for at flere af børnene kan komme til. På denne måde styrkes børnenes forudsætninger for at klare sig bedre i den videre uddannelse, og når de skal ud og finde job senere hen. |
Sommerlejr for 30 piger og 30 drenge:
 |
SDD har tidligere haft sommerlejre, der fokuserer på elever i overgangsfasen ml. 10. og 11. klasse, som er det naturlige tidspunkt for børnene at stoppe deres skolegang, hvis de ikke klarer deres eksamener. Sommerlejren samler lærere i de forskellige fag og hjælper eleverne med at forberede sig på eksamenerne, dels 15 dage i foråret og 7 dage i starten af efteråret. Dette har tidligere været en succes og ved hjælp af midler fra Aktion Børnehjælp kan de nu genoptage aktiviteten. |
Sponsorat af skolesager og lægetjek:
25 af de fattigste børn har Aktion Børnehjælp valgt at sponsorere med skolematerialer, uniformer, mad og jævnligt lægetjek. |
Vurdering af S.D.D.:
Jeg blev mødt af gæstfrit personale, smilende og trygge børn. Jeg var ude at se 5 af lektiecentrene og computercenteret. Alle steder kiggede store øjne og smilende ansigter på den nye gæst. Der blev sunget sange, klappet og fremsagt rim og remser og trykket hænder. Børnene virkede trygge ved personalet og virkede alle glade for muligheden for at have faste samlingspunkter.
Jacob Møller, medlem af Aktion Børnehjælps bestyrelse og projektudvalg
|
 |
|
|