Blomsterbinder på busstationen
På busstationen i den mellemstore by Gingee i Villupuram distriktet i Tamil Nadu i Sydindien er der, som på alle andre busstationer, fyldt med travle mennesker der enten er på vej til arbejde, på besøg hos en ven eller måske på vej ud for at handle til aftensmaden. Larmen fra dyttende motorcykler og busser der forsøger, trods menneskemængden, at køre enten ind eller ud af busstationen er gennemtrængende men passer til støjen fra resten af byen. Omkring den varme og støvede plads er der små stande, der sælger vand, juice, peanuts organiseret i store bunker, kiks og andre nødvendigheder til den rejsende. På jorden, bag en af disse mange stande, sidder 12-årige Kumar og iagttager den travle menneskemængde, der trasker hen over pladsen. Han arbejder i en blomsterbutik, der sælger hjemmelavede blomsterklaser, som bruges flittigt af mange indere enten til hårpynt, på tøjet eller som dekoration ved templer. Kumar er et af de titusindvis af børn i Indien, der arbejder i stedet for at gå i skole.
Vilkårene for mange fattige familier
Kumar kommer fra en fattig familie i den lille landsby Alampundi udenfor Gingee. Både hans mor og far arbejder som daglejere og får kun udbetalt omkring 30 kroner om dagen. De penge skal række til at forsøge familien på 2 voksne, Kumar på 12 år og hans to ældre søskende. Hans far er alkoholiker og bruger en stor del af familiens sparsomme indkomst på at købe alkohol. Hans mor forsøger at tjene ekstra penge ved at lave de populære kæder af blomster. En dag, da moderen er i Gingee sammen med Kumar for at sælge blomsterpynten, tilbyder en butiksejer på busstationen i Gingee, at Kumar kan arbejde for ham ved at lave blomsterkæder. Kumar bryder sig ikke om skolen, og familien kunne godt bruge de ekstra penge, så Kumar begynder at arbejde hos manden til en løn på 12 kroner om dagen. Efter busbilletten til og fra landsbyen og ind til Gingee by er betalt, er hans indkomst nede på 10 kroner. Kumar arbejder 12 timer om dagen i baglokalet på busstationen med at flette, nive og binde blomster sammen til pynt der kan sælges. Efter en lang arbejdsdag gør hans fingre ondt.
Håb for fremtiden
Efter at Kumar har arbejdet 4 måneder på busstationen i Gingee, træder en af landsbybeboerne fra Kumars landsby en dag ud af en bus på stationen, hvor han får øje på Kumar, der sidder i skrædderstilling i baglokalet af en butik og laver blomsterpynt. Landsbybeboeren ringer omgående til medlemmerne af den lokale landsbykomite, der beslutter sig for at kontakte Aktion Børnehjælps lokale partner CECOWOR i Gingee. I fællesskab tager medlemmer af landsbykomiteen og Aktion Børnehjælps partner ud til Kumars far i landsbyen og informerer om Kumars ret til skolegang, og drøfter hvor vigtig uddannelse er for Kumars fremtid. Faderen er enig, og Kumar stopper derfor med at arbejde i butikken på busstationen og begynder i skole igen.
Kumar er stadig ikke vild med at gå i skole men drømmer om at blive chauffør. For at kunne blive det, skal man være 18 år og have færdiggjort 10. klasse. Kumar har derfor aftalt med sin forældre og landsbyboerne, at han går i skole indtil han er 18 år, og derefter vil de i samarbejde hjælpe ham med at blive chauffør.
Et stærkt samarbejde skaber resultater
Kumars historie er langt fra usædvanlig. I indien arbejder tusindvis af børn i stedet for at gå i skole. Kumars historie er et eksempel på den store betydning det har, at engagere hele lokalsamfundet i børns skolegang og motivere og oplyse både forældre og børn om vigtigheden i at gå i skole. Også selvom pengene er små og selvom skolen ikke altid er sjov. Netop disse faktorer har vi i Aktion Børnehjælp fokus på i vores projekter. Ved at involvere hele lokalsamfund har vi fået skabt særdeles gode resultater og har i høj grad medvirket til at mindske antallet af børn som Kumar, der dropper ud af skolen for at arbejde.